Blog
Feminisme for folket
8. marts -kvindernes internationale kampdag -har jeg de sidste mange år brugt til at markere kampen for ligestilling. Også i år er dagen højaktuel for mig og nu på en helt ny måde, for jeg er nemlig gravid og skal være mor.
Derfor ser jeg i år ligestillingsdebatten i et helt nyt perspektiv, der hverken handler om mandlig dominans på direktionsgangen, kønsfordelingen på bestyrelsesposter eller kvinder i forskerstillinger, som ellers er de temaer, der præger debatten. Nej, nu handler det om bleskift, ligeløn, barselsfordeling og uddannelsesforskelle.
Til sommer skal jeg være mor.
Det vil sige, at jeg træder ind i de voksne kvinders rækker. Min topmave har lukket mig ind i »Klub Mor«, som med råd, klem og indforståede smil har taget varmt imod mig i al min uvidenhed ( for jeg kender jo ikke til hverken barnegråd eller brystbetændelse endnu). En ting har jeg dog allerede forstået: Når man får børn, slutter ligestillingen.
Det er et udsagn, jeg gang på gang har hørt fra ældre kvinder, og gang på gang har jeg forsvoret, at det nogensinde skulle ske for min generation, men med et helt kuld af gravide og nybagte mødre i min omgangskreds må jeg æde ordene i mig igen. For pludselig begynder mine veninder at få travlt med opvask og tøjvask, for bunkerne forsvinder ikke af sig selv. Og mine kvindelige medaktivister begynder en langsom retræte fra mange politiske poster.
I de fleste familier er det dem, og ikke deres politisk aktive kærester, der melder pas på opgaver, for nu skal børnene passes. Kort sagt: Når hjemmet kræver mere tid, er det, også i min generation, kvinderne, der tager opgaven.
Samme muligheder
Ligestillingskampen bliver jævnligt afblæst i medierne: Mænd og kvinder siges at have de samme muligheder. Ikke siden jeg i børnehaven fik stukket lyserøde farveblyanter og dukker i hånden alene pga. mit køn, har jeg tydeligere set, at det er løgn. Der er kæmpe forskelle mellem mænd og kvinder i dagens Danmark.
Og det er ikke antallet af kvinder i Mærsks bestyrelser, der er det mest tydelige eksempel. Nej, forskellen skal findes i hverdagen hos gennemsnitlige danske mænd og kvinder.
Lad os se på arbejdstiden. Barsel er næsten udelukkende noget, kvinderne tager. Mænd tjener mest, så de færreste familier har råd til, at manden går på barselsdagpenge.
Den arbejdsdeling sætter spor i resten af familielivet: Mere end en tredjedel af kvinderne i den offentlige sektor er på deltid for at få familieog arbejdsliv til at gå op. Det er særligt udbredt i lavtlønnede og kortuddannede faggrupper som rengøringsassistenter og pædagogmedhjælpere, og den nedsatte tid begynder, når børnene melder deres ankomst. 53 procent af kvinderne i den offentlige sektor arbejder på fuld tid. For mændene er tallet 80 procent, og i den mandsdominerede private sektor er deltidsansættelse en sjældenhed.
Den tidligere ligestillingsminister, Inger Støjberg, proklamerede ofte, at Danmark er fuldt ligestillet, for vi har nemlig alle de samme formelle valgmuligheder.
Men kære Støjberg, hvor frit er det valg egentlig? For mig at se er det altid lidt suspekt, når mønstrene er så tydelige. Skulle alle de mange kvinder og mænd helt uden samfundsmæssig og økonomisk påvirkning træffe så ens valg? Eller er der andre strukturer på spil -f. eks. at kvinder forventes at tage en større opgave i hjemmet, eller at mændene har en højere månedsløn og derfor får mere ud af ekstra arbejdstid?.
Mændene, der tjener
Og på det mere samfundsmæssige plan må vi konstatere, at vi har et samfund, hvor det er mændene, der tjener pengene. Det er mændene, der har de store pensioner og de høje lønninger -og dermed er kvinder i 2010 stadig i høj grad økonomisk af den mand de bor sammen med. Trods en 30 år gammel formel lov om ligeløn har vi som bekendt langt fra ligeløn på det danske arbejdsmarked.
Det er ikke kun for kvinderne, at kønsrollerne trækker deres tydelige spor. Unge, ufaglærte mænd i provinsen er ved at blive tabt på gulvet i samfund, hvor rigtig mange bilder sig selv og os andre ind, at manuelt og praktisk arbejde bliver afskaffet i fremtiden.
Særligt drenge med krudt i røven bliver lige nu dømt uegnede, utilpassede og ikke-brugbare. De er stortaberne, når hele samfundet teoretiseres og akademiseres. I dele af landet er uddannelsesniveauet i dag lavere, end det var for 10 år siden. Og det er de unge mænd, der trækker niveauet ned.
En fjerdedel af de unge mænd får i dag ikke en uddannelse ud over folkeskolen Der er med andre ord problemer med ligestillingen på alle niveauer i samfundet. Imidlertid har de øverste samfundslag også i denne kamp taget teten. Debatten om ligestilling handler i stadigt større grad om uligheden i virksomhedsbestyrelserne, på direktørkontorerne og andre ledende stillinger i samfundet. De kvindelige topledere i det private erhvervsliv udgør fire procent. Kun ca. 10 procent af Danmarks professorer er kvinder. Så ja, kampen for ligestilling på samfundets øverste poster vigtig, men når debatten om ligestilling kun drejer sig om eliten i samfundet, overser man ligestillingsproblemerne for helt almindelige mennesker.
For at bryde det kønsopdelte uddannelsesvalg og efterfølgende arbejdsmarked, skal vi have løsninger på bordet. Løsninger, som giver plads til både drengene og pigerne i skolen og på arbejdsmarkedet.
Både drenge og piger
I skolerne skal der være plads til både drenge og piger. Virkeligheden skal ind i undervisningen, der skal være mindre teoretisk og mindre akademisk. Frafaldet på erhvervsskolerne skal nedbringes, så flere drenge gennemfører en ungdomsuddannelse. Der skal flere uddannelsestilbud i udkantsdanmark, hvor der ellers har været mange skolelukninger af både folkeskoler og ungdomsuddannelserne.
Det er særligt drengene, der som konsekvens vælger uddannelse fra. Derfor er det også en ligestillingsag, at sørge for at der er uddannelsestilbud bredt i hele Danmark.
På arbejdsmarkedet skal der større fleksibilitet i arbejdslivet.
Det skal være mere legitimt at arbejde mere på nogle tidspunkter og mindre på andre -både for mænd og kvinder. En del af barslen skal øremærkes mændene.
Nogle overenskomster er godt i gang med at give mændene en god portion af barslen. Vi skal videre ad den vej, så det at få børn ikke bliver et skridt mere på den vej, der allerede skaber stor ulighed mellem mænd og kvinder. Og vigtigst af alt: Ligestillingsdebatten skal ikke alene handle om bestyrelser, forskerstillinger og ministerposter. Den skal handle om de steder i samfundet, hvor kønsrollerne er allermest skævt fordelt. Det er den i familier med gennemsnitsjob og -indkomster.
Det er den blandt de unge mænd uden uddannelse. Og det er den hos kvinder med lav løn og korte uddannelser.