Nanna Westerby, Folketingsmedlem for SF
Trygheden tilbage i Tingberg!
Den sidste tid har min kalender været helt booket op af kommunalvalgkampen, og mange store mediedebatter er fløjet hen over hovedet på mig. Én diskussion har jeg dog fulgt tæt med i: Debatten om tryghed i Tingbjerg. Aldrig har det lille område i de naturskønne omgivelser i Brønshøjs udkant været så medieomtalt, som det har været tilfældet de sidste uger. På den ene side: Heldigvis!
For det er fanme på tide, at der bliver gjort noget for at ændre tingenes tilstand. På den anden side føler jeg også, at det er en falliterklæring for vores samfund. For hvorfor har vi ikke gjort noget i Tingbjerg de sidste ti år?
Jeg undrer mig over, at der skal chikanerier af den lokale Tingbjerg-præst til, før alles øjne rettes mod bydelen. Det er altså ikke nogen nyhed, at Tingbjerg er et utrygt boligområde, der ikke ligefrem indgyder håb blandt beboerne.
Et par af mine klassekammerater boede i Tingbjerg. Jeg husker det egentlig ikke som et i særklasse utrygt område - ikke før jeg blev teenager. Men for cirka ti år siden begyndte alle at tale om den farlige bydel. Til fester derude fik vi besked på, at pigerne skulle have drengene med ned efter øl og smøger - og drengene skulle have helst have en kniv med. Hvorfor gjorde ingen noget allerede dengang?
Min mor har arbejdet i Tingbjerg som socialrådgiver. Bag panserruder, for de sociale myndigheder er ikke i super høj kurs, og der er tidligere blevet skudt ind ad ruderne. Hun stoppede, da håbløsheden blev for stor. Nu er socialcenteret derude lukket - det er flyttet ud af bydelen og over på Brønshøjvej. Det samme er sket for politistation.
De sidste ti år har Tingbjerg ikke været en god nyhed. At flytte til Tingbjerg har for alt for mange familier betydet, at deres chancer for et liv med uddannelse og arbejde er gået fra "uudnyttede potentialer" til "alvorlige udfordringer".
Så jeg er ikke en af dem, der begræder at debatten om Tingbjerg er blevet rejst. Jeg synes tværtimod, at det burde være sket for år tilbage. SF har også fremlagt vores bud på en plan for området - vi kræver trygheden tilbage i Tingbjerg. Politi og socialrådgivere skal være synligt til stede. Familier med kriminelle unger, der vil væk fra Tingbjerg, skal tilbydes bolig et andet sted. Og familier med unge, der chikanerer andre beboere, skal flytte - som de har gjort det med succes i Gellerup-Parken. Kort sagt skal vi ikke være bange for at gribe ind. Vi skal ikke være bange for at give familierne den hjælp til opdragelse af deres unger, som de trænger til og i mange tilfælde efterspørger. For der er jo ingen forældre, der ønsker, at deres børn skal blive kriminelle.
Vi kan ikke bare give op på et hjørne af Danmark. Vi kan ikke bare flytte alle offentlige institutioner ud, og så lade beboerne (hvoraf mange har problemer nok i forvejen) klare opgaven med at løse sociale problemer og integrationsudfordringer for de voldelige unge derude. Og jeg håber inderligt, at denne her sag ikke kun kommer til at handle om præsten fra Tingbjerg, men i stedet om, hvordan vi sikrer hele bydelens fremtid.